Energinet tester lige nu sammen med en række aktører prototypen til et nyt system, der kan dokumentere, hvor strømmen kommer fra og vise, om den er grøn eller ej – time for time. Det kan booste grøn omstilling og skabe helt nye perspektiver for både privatpersoner, virksomheder, der vil være bæredygtige og Power-to-X. Energinet ser potentiale og søger derfor endnu flere testere.
Virksomheder, der vil producere bæredygtigt, vil have stor gavn af projekt Eloprindelse, der kan dokumentere om den strøm, de bruger, er grøn eller ej.
Energinet og samarbejdspartnere på tværs af energisektoren tester lige nu et banebrydende system, der kan dokumentere samtidigheden mellem grøn elproduktion og vores elforbrug.
Målet er at skabe et nyt koncept, et certifikatsystem og et system, der understøtter det. Et koncept, hvor der time for time kan dokumenteres samtidighed mellem grøn strøm fra producent og det faktiske forbrug, og som dermed kan give stor værdi for privatpersoner, der ønsker at træffe et grønt valg, og for virksomheder, der vil producere bæredygtigt.
Systemet, der bliver kaldt ElOprindelse, kan også vise vejen, når brint og grønne gasser produceret af vind og sol i fremtiden skal afløse olie, kul og gas i transportsektoren, i industrien mv.
Virksomheder som bl.a. Clever, Vattenfall og Vestas er med til at teste prototypen, og Energinet vil meget gerne i kontakt med endnu flere, der vil være med til at testen.
Indtil nu har elforbrugere, der ønsker at fremme grøn energi, kunne købe Oprindelsesgarantier – også kaldet Grønne Certifikater. De sikrer, at der et sted i elnettet bliver produceret grøn strøm svarende til den mængde, som forbrugeren trækker ud af sine stikkontakter. Men den grønne strøm kan godt være lavet af solceller om dagen, mens man selv bruger strømmen om aftenen. Eller den kan være lavet på en blæsevejrsdag i november, mens man selv bruger strømmen en vindstille dag i april. De nuværende oprindelsesgarantier gælder nemlig et helt år.
Prototypen bygger på data fra Energinets DataHub, hvor alle oplysninger om Danmarks elforbrug og -produktion indhentes og opbevares. Data bruges til at sikre korrekte elregninger til forbrugerne, men de kan meget mere, mener Martin Lervad Lundø.
Martin Lervad Lundø håber, at projektet, når det er færdigt, kan danne skole i Europa. Fx har Europa-Kommissionen indledt arbejdet omkring udvikling af et lovgrundlag, som skal danne rammerne for konvertering af strøm fra elnettet til grønne gasser, så de kan bruges i den grønne omstilling af transportsektoren. Projekt Eloprindelse kan her blive meldt ind som mulig vejviser.
Prototypen testes over et halvt år, og der er stadig plads til testere. Testperioden løber til november, hvorefter Energinet kan handle på resultaterne af testen. Deltagelse i testforløbet er relevant for alle spillere i energibranchen og evt. tilstødende erhverv, fx producenter af el, store elforbrugere, Power to X-aktører og tech-virksomheder.
Du kan læse mere om projekt eloprindelse og testperioden på
www.eloprindelse.dk.

Kilde / Logo / Foto: Energinet
Skriv din e-mail. Du får et bekræftelseslink, og du kan framelde dig med et klik.
Ingen andre pressemeddelelser lige nu.